Et spørgsmål om selvværd

Mola er en lillebitte landsby i Zimbabwes yderste afkrog, godt ti timers bumlende kørsel fra hovedstaden Harare. På disse kanter deler du vejene med elefanter, løver og ikke mindst regnen, som glubsk æder kilometervis og omdirigerer de rejsende. Herude er Jonathan født. I grænselandet mellem tradition og fornyelse. Et sted, hvor høvdingen bestemmer over unge iført Addidas-trøjer og mobiltelefoner, hvor majsgrøden spises med højre hånd og colaen drikkes med venstre. Her går teenagegraviditeter og oplysning hånd i hånd. Det er et paradoksalt sted, denne støvede plet på savannen. Lige her voksede Jonathan op, og lige her tog han en beslutning, som ændrede hans liv:

”Da jeg blev ungdomsleder, fik jeg en chance. Det var begyndelsen på alting.”

Afrikas fremtid
Afrikas fremtid ligger pt. på purunge skuldre, der har en tung arv i sigte. For i takt med de afrikanske unges spirende selvforståelse, stiger frygten for det nye hos de traditionelle og officielle magtinstanser. Morgendagen ligger hos ungdommen. Det ved høvdingen, det ved regeringen. De eneste der endnu ikke har indset det, er de unge.

Og det er lige præcis det, som Ungdommens Røde Kors arbejder for at ændre.  Alle internationale projekter handler om at styrke de unges stemme og handlekraft for derigennem at skabe grobund for positiv forandring.

”Som ung i Zimbabwe bliver man ikke hørt. Unge bliver ofte overset, men som ungdomsleder har jeg mulighed for at være de unges stemme. Jeg har fået en chance for at udvikle mig selv og mit lokalområde. Jeg har lært at være en god ven, arbejde som et hold og stille spørgsmål. Mit mindset er forandret.”

Ordene tilhører Jonathan. Han er i dag ungdomsleder for Zimbabwe Røde Kors, der i samarbejde med Ungdommens Røde Kors arbejder for at oplyse, engagere og motivere unge i landdistriktet Nyaminyami.

Et langt sejt træk
I Zimbabwe mangler de unge indflydelse på deres hverdag og fremtid. Det drømmer Jonathan om at ændre. Sammen med Egifa, som også er ungdomsleder, forsøger han at vende synet på og hos de unge, så både de selv og deres omverden indser, at de har ressourcer, som er afgørende, hvis de lokale udfordringer skal løses.

Og hvordan gør man så det?

I Jonathans og Egifas tilfælde handler det i høj grad om det lange seje træk. De opsøger de lokale unge på skoler og i andre forsamlinger, hvor de kan få taletid. Her underviser de i Ungdommens Røde Kors’ Life Skills –program, der kort sagt handler om at se sig selv som en vigtig ressource, der kan gøre en forskel for både sig selv og andre. 

"I starten manglede jeg altid selvværd. Jeg var meget, meget genert. Men ved at blive en del af noget, forandrede det sig. Jeg har lært, hvordan jeg kan udvikle mig selv og samfundet. At være frivillig hos Røde Kors bygger på en passion for mit lokalområde og drømmen om at bringe forandring til de unge. For mange af vores stemmer bliver ikke hørt. Vi er ikke inkluderet i beslutningsprocesser, men nu er jeg en stemme, der kan lede mine jævnaldrende," forklarer Jonathan, der selv har udviklet sig meget via Life Skills-programmet.

Spørgsmål er vigtigere end svar
Der er sket meget i den tid, hvor Jonathan har været en del af Røde Kors. Han har opbygget et stærkt selvværd. Stærkt nok til at turde tale til officielle møder - stærkt nok til at sige sin mening. En situation, der var utænkelig for kort tid siden. Han har inspireret andre unge og i det små begyndt at rykke ved lokalsamfundets blik på ungdommens potentiale. Men når man spørger Jonathan, hvad det mest afgørende, han har lært ved at blive en del af Røde Kors, er, svarer han: "at opsøge viden".

”Hvorfor” og ”Hvordan” er nye ord i hans mund, og derigennem har han indset, at det ikke altid handler om de rigtige svar, men i langt højere grad om de rigtige spørgsmål.